Malta – korsriddernes solrige ø
arrow_backTil oversigtenFæstningsbyer, 1000-årig historie og middelhavsklima på korsriddernes ø
Øriget i Middelhavet er velsignet med mere end 300 solskinsdage om året, men der er også andre grunde til at rejse til Malta. På trods af sin størrelse har Middelhavsøen et kæmpemæssigt kulturhistorisk skatkammer at gå på opdagelse i.
Øens historie strækker sig tilbage til oldtiden og både fønikere, arabere, normannere og briter har hver især sat deres præg på øriget. Alligevel er Malta helt sin egen med betydningsfulde mindesmærker fra malteserriddernes tid og stensætninger, der er 1.000 år ældre end pyramiderne. På vores indholdsrige rundrejse bliver der rig lejlighed til dykke ned i ørigets enestående fortid og nutid.
Med base på det skønne 4-stjernede hotel i kystbyen St. Paul’s Bay tager vi ud og oplever øen. Vi går under jorden i katakomberne fra det 4. århundrede, besøger den gamle fæstningsby Mdina med de imponerende bymure, tager på byvandring i den UNESCO-fredede hovedstad Valletta og nyder stemningen i de farverige fiskerlejer.
En dag går turen til øen Gozo, hvor vi bl.a. ser de ældgamle Ggantija-templer. En af rundrejsens autentiske oplevelser får vi i landsbyen Mgarr, hvor vi får serveret smagsprøver på maltesiske specialiteter. Den historiske og kulturelle rejse er en god kombination af sightseeing med rejselederen, oplevelser på egen hånd og afslapning på hotellet.
















