Luksuskrydstogt gennem Panamakanalen – fra Los Angeles
arrow_backTil oversigtenPå eventyr i USA, Mexico, Guatemala, Costa Rica, Panama, Colombia, Jamaica og Caymanøerne
Stik til søs og glæd dig til et eventyr, der er en sand opdagelsesrejsende værdigt! På krydstogtet gennem Panamakanalen går vi i land på fjerne kyster – og til søs nyder vi det søde liv i prisbelønnede rammer, hvor der venter et hav af faciliteter, aktiviteter og restauranter at gå på opdagelse i.
Rejsen starter med de største seværdigheder i Los Angeles, hvorefter vi vinker farvel til englenes by og stævner ud med kursen sat mod Puerto Vallarta i Mexico, der er et skønt miks af fiskerby og luksuriøs feriedestination. I Guatemala imponerer Antiguas kolonihistorie og rygende vulkaner, og i Costa Rica forundrer vildt dyreliv og hængebroer i den mageløse tågeskov Monteverde.
Krydstogtets ultimative højdepunkt venter os, når vi tager turen gennem verdens vigtigste smutvej – Panamakanalen – der forener verdens to største have. Her oplever vi på nært hold den enorme ingeniørmæssige bedrift, der skar sig gennem et kontinent af vild regnskov, og som for altid ændrede verdens søfart.
I Colombia tager vi på en tidsrejse i kølvandet på europæiske opdagelsesrejsende og søfarere, når vi besøger Cartagena, hvis gamle bydel er på UNESCOs verdensarvsliste som en af verdens bedst bevarede kolonibyer. Og på Jamaica og Caymanøerne venter caribiske drømme af vajende palmer, turkist hav og hvide sandstrande på at blive til virkelighed.
Rejsen er et perfekt miks af afslapning til søs, spændende udflugter i selskab med en dansk rejseleder og fjerne eventyr i syv forskelligartede lande.
Produktet er medbragt på messen
Dette produkt kan opleves på udstillerens stand på messen