Artikler

Danskerne holder længere campingferie: Natur sættes over byliv

arrow_backTil oversigten

31. januar 2024 | DK-CAMP

Mens danskerne har forlænget campingferien, er ophold i feriehus, feriecenter, vandrehjem og hotel blevet kortere. Det hænger sammen med, at naturens ro bliver værdifuld i usikre tider, erfarer campingforening.

Danskerne holder generelt kortere ferier herhjemme, men ikke når det gælder campingferien. Ifølge VisitDenmarks analyse fra august 2023 er det gennemsnitlige ophold i både feriehus, feriecenter, vandrehjem og hotel blevet kortere, mens campingferien omvendt er forlænget fra i gennemsnit 5,1 til 5,4 nætter. Ifølge Steen Pedersen, landsformand hos den landsdækkende campingforening DK-CAMP, prioriterer danskerne campingpladsens rolige naturomgivelser. Det ses blandt andet i aktivitetsvalgene på foreningens bookingportal.

– Campingpladser ligger typisk tæt på natur og vand, og det slår de sig oftere op på end andre feriedestinationer. Især i usikre tider tiltrækkes mange af ro og natur, og mange søger i deres online-feriebookinger en campingplads, der muliggør naturaktiviteter som cykling, kajakroning, boldspil og vandring, fortæller Steen Pedersen og tilføjer:

– Samtidig kan det spille ind på længden af campingferien, at andre boformer end campingvogne og telte vinder frem. Det gælder ikke mindst hytter, hvoraf de mest populære har eget bad og toilet.

Ifølge VisitDenmarks rapport er hovedårsagen til at holde ferie i Danmark et ønske om at slappe af og lade op. 61 procent angiver desuden natur, strand, kyst og hav som årsag til at holde ferien herhjemme, mens kun 35 procent nævner det lokale byliv og oplevelser som årsag.

Kortere ophold på vandrehjem og hotel
Campingferien i Danmark er ifølge VisitDenmarks rapport i gennemsnit cirka dobbelt så lang som ophold på vandrehjem og hotel. Det er der gode grunde til, siger Steen Pedersen.

– At ophold på en campingplads typisk er længere end på vandrehjem og hotel kan forklares med, at campingpladsen i højere grad ses som en feriedestination i sig selv med et større udvalg af aktivitetsmuligheder for børn og voksne på selve pladsen. Vandrehjem og hotel vil af mange opleves primært som et overnatningssted, der fungerer som afsæt for at opleve lokalområdet, vurderer Steen Pedersen.

DK-CAMP er en sammenslutning af flere end 200 selvstændige campingpladser med tæt på 40.000 overnatningsmuligheder i Danmark. Foreningen driver Danmarks største bookingportal for camping og har til formål at bringe campinggæster og -pladser sammen. www.dk-camp.dk

Flere artikler fra DK-CAMP

Artikel er skrevet af:

DK-CAMP

Velkommen til Danmarks største bookingportal for camping!
Gå på opdagelse blandt +200 selvstændige campingpladser med tæt på 40.000 overnatningsmuligheder i hele Danmark.

DK-CAMP er ejet af campingpladserne i fællesskab, så det er nemt for dig at tage på camping i Danmark.

Der er en plads til alle.
Søg, find og book din ferie på dk-camp.dk.

Så er ferien hjemme!

Se profil
keyboard_arrow_up